Menu

Menu

ForsideElitehåndboldFacebookKalenderNyhederTest af guideTest af emnegalleryvejviser
Ansager
Foto:

Mariefestival: 1000 tak

Det ville have været meget svært at få os til at forlade Mariehaven i går, hvis ikke det var for den kæmpe regnbyge, der kom lige til allersidst

Det var svært alligevel, vi stillede os op under træerne, for vi kunne ikke bare gå uden at have sunget Amazing Grace. Og hvor var det flot grebet af Helge at invitere folk op på den store scene. Det blev sikkert en stor og meget speciel oplevelse for alle de, der på den måde kom i tørvejr og fik lov at synge direkte sammen med de sidste kunstnere.

Vi ankom til Ansager lidt over 11 og fandt hurtigt en fin parkeringsplads ved arkivet. Derfra var der ikke langt til info, hvor vi købte armbånd til den rørende billige pris af 100 kr. På vejen dertil blev jeg glad flere gange: det vidunderlige vejr, den stille by, den rene gade og købmandsbutikken, der var blevet så fin og venlig.

Vi var 2 ældre, nærmest gamle par fra Ringkøbing. Vi havde holdt guldbryllup, og de andre havde haft diamantbryllup, og nu skulle vi til musikfestival. Forventningerne var høje.

Jeg nåede at blive glad flere gange på vejen til Mariehaven: Hvor var der fint ved hotellet, og hvor var det hyggeligt, at flere havde sat stole og borde og lidt pynt ud på fortovet langs ruten. Det allerfineste var solsikkerne og mosbænken ved indgangen til Mariehaven.

Mariehaven var stille og fin og på alle måder indbydende. Vi købte en festivalplatte og en øl og sad med store øjne og så os omkring. Dér var de mange mange stole foran den store scene, dér var teltet, hvorfra der lød fin musik, dér var Grethe Engelbrechts englehus. Toiletbygningen var en oplevelse. Alt var en oplevelse. Flere gange slog det mig, hvor privilligeret jeg var at opleve denne dag.

Den store koncert var så fin. Der blev ikke spillet for højt. Mange numre var smukke. Alt var festligt. Helge Engelbrecht styrede det alt sammen på bedste måde.

Så kom regnen. Og fordi det var så ualmindelig voldsomt, vil vi sent glemme stemningen i haven. Alle de mennesker i regntøj på den store scene. Teltet fuld af folk. Under parasollerne stod man og ventede på lidt ophold i regnen. På en måde var også det hyggeligt.

1000 tak til alle der sørgede for, at Mariefestivalen igen blev så fin en oplevelse. Allermest tak til Helge Engelbrecht.

Alice Ravnholt

onsdag 6 sep 2017 - Karsten Madsen
Vist: 573 gange