Har du lyst til at være Ansager og Skovlund kirkers ny præst?
Ud over dygtige kolleger ved kirken, vil du også møde ildsjæle, som brænder for kulturen og kirkelivet i de to mindre landsogne tæt på Esbjerg, Varde og Grindsted
Embedsbeskrivelse:
Ansager-Skovlund Pastorat består af to sogne, som samarbejder på tværs og skaber et stærkt fællesskab. Hvert år har vi omkring 25 begravelser og 24 dåb. Med 2.610 indbyggere, hvoraf 83 % er medlemmer af folkekirken, er kirken en central del af livet i byen. De almindelige gudstjenester trækker 10-25 kirkegængere, mens kirkerne fyldes til randen ved højtider og særlige gudstjenester.
Vi søger en præst, der sammen med os vil arbejde for liv og vækst i vores kirker, og som vil være en aktiv medspiller i samarbejdet med lokalsamfundet. I de sidste 45 år har vi haft to præster i Ansager, og vi ser frem til at hjælpe en ny præst med at finde sig til rette i vores nærmiljø. Pastoratet har et godt arbejdsmiljø med dygtigt personale og er en del af et præsteteam med nabosognene.
Bo i smukke omgivelser
Præstegården er nyligt renoveret, og den fremstår både indbydende og charmerende. Den ligger smukt placeret ned til Ansager Å og tæt ved byens rekreative naturområder.
Ansager er omgivet af ådale, enge, heder og plantager, hvilket gør det til et oplagt sted for naturglade mennesker.
Tæt på byen finder vi Haltrup Hede, et fredet naturområde på 60 hektar, hvor den sjældne hedelærke yngler. Ved Stemmeværkspladsen, hvor Ansager Å bliver til Varde Å, findes en bålhytte og sheltere. Her kan vi fiske efter laks, sætte kanoer i vandet og holde friluftsgudstjenester. Derudover har vi Kvie Sø, som indbyder til en dukkert, en tur rundt på den 3,5 km lange hjertesti og måske en pandekage i Søpavillonen.
En del af byens puls
Ansager er et sted, hvor kultur og musik trives side om side med et rigt foreningsliv, og kirken er en aktiv del af arrangementer, der samler folk på tværs af generationer og interesser.
Faciliteter og nærhed
Ansager har, hvad man behøver til dagligdagen: idrætshal, lægehus, tandlæge, børnehave, skole til og med 9. klasse, plejehjem, dagligvarebutik, slagter, grillbar, hotel og lokale håndværkere. Blot 20 minutters kørsel væk ligger Legoland og Billund Lufthavn. På 35 minutter når man Esbjerg, hvorfra man kan tage færgen til Fanø, og Vesterhavets strande ligger blot 45 minutter væk.
Vi ser frem til at byde en ny præst velkommen i vores nærværende og aktive fællesskab!
Se stillingsopslaget her på stiftets: hjemmeside